Min farmors lillebror Erik Werner Pedersen blev skudt og dræbt den 12. maj 1945. Drabet blev aldrig efterforsket. Jeg har brugt nogle år på at dykke ned i arkiverne og forsøge at opklare, hvad der skete. Jeg har identificeret 2-4 sandsynlige gerningsmænd m/k og 2 personer, som efterfølgende sandsynligvis dækkede over drabsmændene. Det er der kommet en bog ud af, som dog ikke kan bringes her, da den bl.a. indeholder oplysninger, som ikke må offentliggøres.
Uddrag følger en dag.
“Tagensvej, paa gaden (?)”
Retsmedicineren var ikke i tvivl om dødsmåden, som han takserede som drab. Erik var ramt af 8 skud, hvoraf et skud i brystet og et opadtil i underlivet, som vel kun kan være affyret mod en liggende person, var dræbende. Men retsmedicineren var tilsyneladende i tvivl om forklaringen, at Erik blev skudt under flugtforsøg fra en påvisning på Tagensvej.