Historien om et drab den 12. maj 1945

Min farmors lillebror Erik Werner Pedersen blev skudt og dræbt den 12. maj 1945. Drabet blev aldrig efterforsket. Jeg har brugt nogle år på at dykke ned i arkiverne og forsøge at opklare, hvad der skete. Jeg har identificeret 2-4 sandsynlige gerningsmænd m/k og 2 personer, som efterfølgende sandsynligvis dækkede over drabsmændene. Det er der kommet en bog ud af, som dog ikke kan bringes her, da den bl.a. indeholder oplysninger, som ikke må offentliggøres.

Det største og mest fantastiske oplevelse var, da jeg fandt, at Erik efter sin død havde fået en søn, som jeg siden har fået kontakt til. Uanset en landsretsdom, der frikender boet efter Erik for faderskabet, så er der ingen tvivl om, at sønnen er familie.

Historien, både som fakta og true crime, følger en dag, når der forhåbentlig er opnået de nødvendige godkendelser.

“Tagensvej, paa gaden (?)”

Retsmedicineren var ikke i tvivl om dødsmåden, som han takserede som drab. Erik var ramt af 8 skud, hvoraf et skud i brystet og et opadtil i underlivet, som vel kun kan være affyret mod en liggende person, var dræbende. Men retsmedicineren var tilsyneladende i tvivl om forklaringen, at Erik blev skudt under flugtforsøg fra en påvisning på Tagensvej.